GG afventende over for indhandlingskonkurrence

26. maj 2006 06:14

- Hvis Upernavik Kommune laver indhandling af sæl-skind, så må vi jo prøve at få skind andre steder fra.

Sådan lyder kommentaren fra bestyrelsesformand i Great Greenland, Anders Brøns, efter at det kom frem at Upernavik Kommune går med konkrete planer om at søsætte et sælfangerskib og få etableret et garveri i byen.

Kommunen vil ikke selv stå i spidsen, men snarere fungere som fødselshjælper for projektet, siger kommunens borgmester Jens Immanuelsen.

Han tilføjer, at planerne er langt fremme, og at kommune i løbet af foråret har holdt en masse møder med potentielle samarbejdspartnere.

Idéen er at lokale fiskere og fangere skal drive indhandlingen.

Konkret kan en konkurrent til Great Greenland betyde, at virksomheden måske kan miste noget af det tilskud, som firmaet får fra hjemmestyret.

Men Anders Brøns vil ikke forholde sig til, hvad Great Greenland så gør, før Upernaviks planer er mere håndgribelige.

- Service-kontrakten er lavet for 2006, og jeg har ikke yderligere kommentarer før jeg har set konkrete planer, siger Anders Brøns.