Gerhardt Petersen - Ny formand for Atassut
Ved landstingsvalget den 2. juni var han kun ganske få stemmer fra at sikre sig en plads i Inatsisartut - landstinget. Han er i dag første suppleant for partiets tre medlemmer af tinget.
Gerhardt Petersen sikrede sig formandsposten allerede ved den første afstemning med 15 ud af de ialt 25 delegeredes stemmer. Herefter meddelte de tre øvrige formandskandidater - Godmand Rasmussen, Sisimiut, Jens Peter Mølgaard, Qeqertarsuaq og Steen Lynge, Nuuk - at de trak sig. Samtidig pegede de samstemmende på Gerhardt Petersen, som herefter blev valgt med alle stemmer bag sig.
Med sig i partiledelsen får Gerhardt Petersen Steen Lynge, Nuuk, der bliver ny politisk næstformand, mens en anden af formandskandidaterne Jens Peter Mølgaard, Qeqertarsuaq, bliver organisatorisk næstformand. Som sekretær blev Ove Thomassen fra Nuuk valgt.
De øvrige medlemer af partiledelsen er blevet tidligere landstingsmedlem, Godmand Rasmussen, der også var en af kandidaterne til formandsposten, samt Samuel Mørch, Upernavik og Arnannguaq Blytmann, Aasiaat.
Som suppleanter blev valgt Ulrik Mathiassen, Paamiut, og Marie Mølgaard, Qeqertarsuaq.
Atassuts tre medlemmer af Inatsisartut - Landstinget - Finn Karlsen, Siverth K. Heilmann og Knud Christiansen boykottede landsmødet. Og Knud Kristiansen, der havde meldt sig som kandidat til formandsposten trak sit kandidatur i sidste øjeblik.
Radioavisen ville gerne have haft en kommentar fra Atassuts nyvalgte partileder, Gerhardt Petersen til blandt andet spørgsmålet om, hvem der egentlig har magten i partiet. Om det er de folkevalgte eller selve partiorganisationen, der ikke har noget folkeligt mandat bag sig.
Men det har trods adskillige forsøg ikke været muligt at få kontakt til den nyslåede partileder.