Galathea får grønlandsk togt-leder

Skrevet af Najaaraq Egede
26. marts 2006 13:35

Den grønlandske professor Minik Rosing fra Geologisk Museum i København er blandt de 12 togtledere, der deltager i den omfattende Galathea-3 ekspedition. Det oplyser Dansk Ekspeditionsfond, som står bag projektet, ifølge Sermitsiaqs hjemmeside.

Minik Rosing er leder på den første del af togtet, der foregår fra København og videre mod Azorerne. Første stop på ruten er Færøerne og Grønland.

Professor Søren Rysgaard fra Grønlands Naturinstitut er også leder på en del af togtet. Det gælder strækningen mellem Christchurch i New Zealand og Valparaiso på Sydamerikas Vestkyst. På den strækning kommer ekspeditionen forbi Antarktis.

Den videnskabelige Galatheaekspedition tager af sted fra København til august, og første mål er Nordatlanten, bl.a. med anløb i Nuuk.