Galathea-ekspedition går via Grønland

Skrevet af Karsten Sommer
29. november 2005 16:44

Galathea 3-ekspeditionen - den største danske forskningsekspedition i mere end 50 år - sætter i august 2006 kurs mod verdenshavene for at sejle Jorden rundt som platform for danske forskningsprojekter.

Ekspeditionen bliver foretaget med inspektionsskibet Vædderen, som jo ellers plejer at pløje igennem havet omkring Grønland.

Når Vædderen tager hul på Galathea-ekspeditionen til august, vil ruten gå den kendte vej fra København via Færøerne og Grønland, men derfra tages der hul på helt nye destinationer når man sejler videre til Azorerne, Thailand, Singapore, Tasmanien, Antarktis, Sydamerika, Panama, Dansk Vestindien og retur til København otte måneder efter afgang.

I alt 72 forskningsprojekter er blevet udvalgt til at komme om bord på den videnskabelige ekspedition.

Blandt forskningsprojekterne kan som eksempler nævnes miljø- og klimaændringer i grønlandske fjorde, tuberkulosebekæmpelse i Indien, ingefær på tropiske øer og jordskælv.

En række andre inspektionsskibe vil overtage Vædderens opgaver i Grønland, mens ekspeditionen varer, oplyser Grønlands Kommando.