GA: Løsningen ligger lige til højrebenet

Aleqa Hammond har misforstået situationen. Der skal bare sikres bedre planlægning, så er vejen banet for masser af aktiviteter, lyder det fra Grønlands Arbejdsgiverforening
07. november 2013 15:49

Der skal gang i byggeriet og pengene ligger faktisk bare og venter. Det er budskabet fra GA.

Til gengæld har arbejdsgiverorganisationen ikke meget fidus til Atassuts seneste forslag om skattestigninger.

- Det synes vi selvfølgelig er en rigtigt dårlig idé. Man bliver nødt til at kigge på, hvad er årsagen til, at der mangler penge i kassen. Og den primære årsag er jo selvfølgelig, at der ikke skabes nok vækst og aktivitet i samfundet. Det er det man skal fokusere på. Hvad skal der til for at skabe nye indtægter og ny aktivitet, siger GAs direktør Brian Buus Pedersen.

Han mener det er på tide at kigge på nogle langt mere gennemgribende forandringer, og se på hvordan man kan få landets økonomi hænger sammen. Ikke bare i 2014, men også fremadrettet.

- Det er alt for kortsigtet at begynde at hæve skatterne og afgifterne, og hvad man nu har tænkt sig for at lukke hullet. Man er altså nødt til at sætte sig ned og kigge kassen grundigt efter og finde ud af, hvad er det egentligt der skal til.

Selvom patienten godt nok lider, så mener Brian Buus Pedersen at medicinen allerede ligger klar.

-Det ligger jo efter vores mening lige til højre fod, siger direktøren.

Han fortæller, at Naalakkersuisut gennem de seneste år faktisk har lavet en række gode investeringer i for eksempel renoveringer af kollegier eller nye byggerier.

- Problemet er blot, at de her ting ikke kommer i gang hurtigt nok, fordi planlægningen er for dårlig.

Derfor lægger pengene og i en bugende bygge og anlægsfond, hvor de ikke skaber nye job og skatteindtægter.

Formand for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond siger, at  GA tager fejl og at det ikke bare er muligt at sætte gang i projekterne og at der ikke står en masse penge og venter på at blive brugt. 

GAs direktør undrer sig dog over landets leders udmelding

- Jeg kunne ikke umiddelbart genkende det, der var hendes konklusion, fordi de ting vi I Grønlands Arbejdsgiverorganisation gør gældende i den her debat. Det er jo faktisk det der står i de redegørelser, som Naalakkersuisut selv ud arbejder. Så det undrer mig.

I det hele taget mener Brian Buus Pedersen, at det er ren galimatias ikke at få gang i nogle af de mange allerede godkendte projekter.

- Det vi ser nu er jo, at i kraft af at de her aktiviteter ikke kommer i gang, så må virksomhederne drosle ned, afskedige medarbejder som kommer på sociale overførselsindkomster. Kommunernes og Selvstyrets udgifter vokser samtidigt med, at skattebetalingen falder. Det er jo helt galt, lyder meldingen fra GA.

Der er i disse dage travlt i Inatsisartut, og derfor har det ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Aleqa Hammond eller Vittus Qujaukitsoq.