GA: Grønland skal have mere for sine fisk

30. maj 2006 09:43

Fiskeriforhandlingerne mellem Grønland og EU er i gang på Hotel Arctic i Ilulissat. Parterne skal i løbet af ugen forsøge at nå frem til en ny fiskeriaftale, og der er store summer på spil.

Forhandlingernes allervigtigste emner er størrelsen af kvoterne, og hvad EU skal betale for disse kvoter, altså retten til at fiske i grønlandske farvande. Hidtil har prisen for EU været ca. 320 mio. kr. om året. Og det har tilsyneladende været en god forretning – for det europæiske fælleskab. I hvert fald fastslår EUs egen Poseidon Rapport, at værdien af kvoterne årligt udgør knap en halv milliard.

Det har fået Grønlands Fiskeriråd til at anbefale Landsstyret, at EU denne gang skal betale mere for fiskerirettighederne, samtidig med at kvoterne også skal reduceres, specielt for hellefisk.

- Rådets anbefalinger skal ses som et forsøg på at udvikle det grønlandske fiskeri fra en enstrenget struktur til flerartsfiskeri. Det kan mindske fiskeriets afhængighed af såvel biologi som markedsforhold, skriver formanden for Grønlands Arbejdsgiveres brancheudvalg for fiskeri og eksporterhvervene, Søren Brandt i det seneste nummer af Sermitsiaq

Grønlands forhandlinger med EU er anderledes denne gang, idet der sideløbende med fiskeriforhandlingerne også er indgået en såkaldt partnerskabsaftale om budgetstøtte til Grønland inden for områderne forskning, uddannelse, råstoffer, miljø og energi. Aftalen skal endeligt godkendes i EUs ministerråd. På forhånd er parterne enige om, at værdien af de to aftaler skal give Grønland samme indtægter fra EU som hidtil. Dermed lægges der altså også op til, at prisen for den nye fiskeriaftale bliver væsentligt mindre end før.