Fyringer undervejs i noget tid

Air Greenland mister servicekontrakten på helikopterflyvning mellem de sydgrønlandske byer fra 2015, og det betyder at selskabet har været nødt til at fyre 30 ansatte fra Narsaq, Narsarsuaq, Qaqortoq og Nanortalik.
Skrevet af Sara K. Jakobsen
01. september 2014 10:26

- Trafikopgaven i Sydgrønland, det bliver ikke Air Greenland, som skal tage sig af den fremadrettet. Så må vi som ansvarlig virksomhed kigge på, hvilke konsekvenser det så har.

- Det har desværre relativt store konsekvenser for vores medarbejdere, som igennem rigtigt, rigtigt mange år har udført de her opgaver i Sydgrønland, siger direktør i Air Greenland, Michael Højgaard, til KNR.

Respekt for Selvstyrets valg
Air Greenland har indtil nu haft servicekontrakten på flyvninger mellem de sydgrønlandske byer. Men den aftale er ved at udløbe.

Selvstyret har lagt op til en omlægning af transport i Sydgrønland igennem noget tid.

- Vi har vidst denne her problemstilling ville opstå ultimo 2014, siden de toårige kontrakter blev indgået.

- Vi må have respekt for, at Selvstyret i denne region har valgt en anden løsning altså en sejløsning, og den passer jo bare ikke til Air Greenlands forretning, siger Michael Højgaard.

Håber på andre kontrakter
Andre servicekontrakter er også til forhandling i øjeblikket, så direktøren håber på, de vil gå Air Greenlands vej.

- Det er jo endnu ikke fastlagt, hvem der skal have alle de andre trafikopgaver.

- Der er vi stadig i en konstruktiv dialog med Selvstyret og håber selvfølgelig på, at vi vil være gode nok til, at de falder af til Air Greenlands side. Men det er der ikke nogen garanti for. Der er også andre bejlere inde over, erkender Michael Højgaard.

Langt størstedelen af de fyrede er ansatte i heliporte, og de skal stoppe pr. 1. januar 2015.