Fusionering forbedrer servicering af mineselskaber

RC Entreprenørservice og Greenland Resources fusionerer og danner mine- og entreprenørselskabet Greenland Mining Services A/S.
Skrevet af mlk
02. januar 2008 10:10

- Det nye selskab bliver en stærk spiller på råstofområdet i Grønland og vil med sine op mod 100 ansatte være den absolut største og mest alsidige grønlandske leverandør af ydelser til den hurtigt voksende mineindustri.

Det skriver det nye selskab i en pressemeddelelse.

Samtidig bliver selskabet et af de største grønlandske entreprenørselskaber, der med baser i Nuuk og Qaqortoq skal løse kommende opgaver i hele Grønland. Selskabet fortsætter naturligvis også med at lave de traditionelle entreprenøropgaver i lighed med tidligere.

- Hvis ikke Grønland selv har virksomheder, der kan tilbyde den internationale mine- og mineralindustri de ydelser, den efterspørger, i en samlet pakke, vil opgaverne gå til virksomheder uden for Grønland. Det er den vigtigste baggrund for, at vi danner Greenland Mining Services, siger Johannes Kyed, der bliver projektdirektør i det nye selskab.

Til at lede Greenland Mining Services har de to selskaber hentet en adm. direktør udefra, nemlig Finn K. Mortensen, der er et kendt navn, og som har mere end 30 års erfaring inden for minebranchen i Grønland.