Fund af bakterier i drikkevandet i Qasigiannguit

Der er ved den seneste vandprøveundersøgelse konstateret forhøjet bakterie-indhold i drikkevandet fra vandværket i Qasigiannguit . Det anbefales derfor beboerne, der benytter vandværksvand, at koge vandet, inden det drikkes.
02. oktober 2013 09:00

Kogeanbefalingen ophæves, når nye vandprøver viser tilfredsstillende resultater.

Dyrlæge Pernille Dahl Nielsen fra Veterinær- og Fødevaremyndigheden, understreger at der ingen grund er til at gå i panik.

- Det er ikke usædvanligt at der kan forekomme bakterier i drikkevandet. Hvis det er i en bygd, plejer vi at klare information om kogeanbefalingen med et opslag på tappehuset, men da Qasigiannguit er en større by, går vi nu ud med denne advarsel, så vi kan føle os sikre på at budskabet når ud til alle, siger Pernille Dahl Nielsen, der regner med at kogeanbefalingen vil vare en uges tid, til rør og vandværk er renset.