Fuld drøn på grønlandsk Musik-DVD

03. januar 2006 16:32

En grønlandsk produceret Musik-DVD har gjort det umulige. Efter tre uger på markedet har den solgt omkring 1800 eksemplarer herhjemme.

-Det er dejligt at være en del af den her succes, siger 24-årige Christian Elsner, som er en af mændene bag succesen med navnet Appiguk (spil den).

Christian Elsner og makkeren Simon Uldum har talt om projektet i et par år. Og skal man tro det unge makkerpar, er det ikke helt nemt at producere en professionel DVD til det grønlandske marked. Produktionen har krævet mange timer på alle tidspunkter af døgnet ved siden af det daglige arbejde.

Som sagt går det forrygende med salget af DVD’en. Men er det nok til at man kan leve af det?

-Ikke helt. Måske et par måneder, griner 29-årige Simon Uldum, som også er med i bandet DDR.

-Jeg synes, at det er dejligt, at vi heroppe er ved at blive voksne nok til at lave tingene selv. Det er jeg stolt af, siger Christian Elsner.

Det er Atlantic Music, der står bag produktionen.

På DVD’en kan du blandt andet se og høre Tupaarnaq’s Ajannanga og Peand-El’s Takoqqaarnerit.