Fugleinfluenza er spredt til mindst seks lande i Vesteuropa

Fugleinfluenza er nu konstateret i Danmark, Frankrig, Tyskland, England, Holland og Belgien.
Fugleinfluenza har nu spredt sig i mindst seks lande i Vesteuropa - heriblandt i Danmark, hvor der er fundet alvorlig fugleinfluenza i en hønsebesætning i Randers. Foto © : Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
17. november 2020 07:45

Fugleinfluenza har nu spredt sig i mindst seks lande i Vesteuropa - heriblandt i Danmark, hvor der er fundet alvorlig fugleinfluenza i en hønsebesætning i Randers. Derfor skal hele besætningen på 25.000 dyr aflives.

I Frankrig konstaterede myndighederne mandag den meget smitsomme og alvorlige fugleinfluenza H5N8 hos fugle i en dyreforretning på Korsika. Alle fugle i forretningen er efterfølgende blevet aflivet.

Frankrig og en række andre lande er sat i forhøjet alarmberedskab efter at sygdommen er fundet.

Tidligere på mandagen gav Tyskland ordre til, at 16.100 kalkuner skulle slås ned, efter at den samme type virus var konstateret på et landbrug i den nordlige del af landet.

Der er også fundet tilfælde af fugleinfluenza i Holland, England og Belgien, hvor tre vilde fugle, der har opholdt sig på et fuglereservat, er blevet testet positive.

Fugleinfluenza har spredt sig i Vesteuropa i de seneste måneder efter udbrud i Rusland og Kasakhstan i sommer.

Der er ifølge Fødevarestyrelsen i Danmark ikke tidligere rapporteret om smitte til mennesker med de typer af fugleinfluenza, der er i cirkulation i Europa i øjeblikket.