Frygt for rabies blandt hunde i Narsaq

01. marts 2006 10:53

Myndighederne i Narsaq frygter for et udbrud af rabies blandt hunde. Politiet fik i går en opringning af en hundeejer, der fortalte at hans to hunde opførte sig underligt. Og inden politiet nåede frem, var de to hunde døde.

Frygten er opstået, fordi der i slutningen af januar blev konstateret rabies i en ræv.

Kommunens folk er nu ved at samle hunde ind i byen, og de hunde, der ikke er papirer på, bliver aflivet. Politiet opfordrer desuden borgerne i Narsaq til at holde et vågent øje med deres dyr.

- Folk skal være opmærksomme på om deres hunde opfører sig mærkeligt. Hvis de gør det, så skal ejerne kontakte politiet eller Teknisk Forvaltning i byen, siger stationsleder, Ib Lennert Olsen.

Hovederne af de to døde hunde er blevet skåret af, og de skal sendes til Danmark for at blive undersøgt. Politiet håber på svar inden en måned.