Frygt for lovbrud i Great Greenland

21. februar 2006 14:50

Great Greenland skal kulegraves, og mens undersøgelser står på, bliver direktør Michael Nielsen fritaget for sit arbejde. Det siger landsstyremedlemmet for fangst og fiskeri, Finn Karlsen.

- Landsstyret har bestemt, at han skal fritages fra arbejdet, mens undersøgelserne er i gang.

Baggrunden er, at Landsstyret fra pålidelige kilder har hørt alvorlige beskyldninger om Great Greenland – og ikke mindst ledelsen der. Blandt andet er det rygter om et boligbyggeri, hvor ikke alt er gået efter bogen.

Kulegravningen støttes af landstinget Finansudvalg. De har også hørt en masse rygter og beskyldninger om virksomheden, fortæller formanden Ellen Christoffersen.

- Vi har fået henvendelser, der gør, at vi ser på Great Greenland med meget skeptiske øjne......Jeg frygter - i og med, at der er tale om pålidelige kilder - at der kan være sket brud på noget lovgivning, siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Great Greenland.