Fransk politi ramt af mange selvmord

Fransk politi har de seneste måneder oplevet usædvanligt mange selvmord i egne rækker. Årsagen menes at være et hårdt arbejdspres med demonstrationer og terrortrusler.
Foto © : Actu Secours/Flickr Creative Commons
20. april 2019 16:05

Fransk politi har i år oplevet, hvad der bliver kaldt et "uhørt højt" antal selvmord blandt politifolkene.

Siden årsskiftet har 28 franske politifolk begået selvmord, skriver dr.dk.

De faglige organisationer giver arbejdspresset skylden og kræver, at beredskabet mod selvmord i politiet bliver en topprioritet for den franske regering.

Tusaannga
Hvis man går med selvmordtanker her i landet, så er der hjælp at hente fra telefonrådgivningen Tusaannga.

Der er åbent alle ugens dage fra 16.00-22.00 på telefon 801180 eller sms 1899.

Det er anonymt og gratis.

DRs internationale korrespondent, Stéphanie Surrugue, forklarer til dr.dk, at politiet både har store mængder af overarbejde og meget voldsomme opgaver.

LÆS OGSÅ De 'Gule Veste' er næsten halveret

Frankrig er i meget højt terrorberedskab, der kræver mange kræfter hos politiet, og dertil kommer demonstrationerne fra protestbevægelsen 'De gule veste', der har stået på i næsten et halvt år.

- Det er hårdt. Ikke bare på grund af overarbejde, men også på grund af de mange sammenstød med demonstranterne. Derudover siger mine kilder i politiet, at mange af dem også sympatiserer med De Gule Veste, og den store splittelse i befolkningen tærer yderligere på politiet af den grund, siger Stéphanie Surrugue til dr.dk.

Den franske indenrigsminister lovede i sidste uge at forstærke den antiselvmordsindsats, som blev sat i gang sidste år.

Sidste år tog 68 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne deres eget liv.