Frøbank kan ikke holde på kulden

Planternes Noahs Ark, der indeholder mere end 500.000 forskellige plantefrø, og som er placeret på den norske Svalbard, er plaget af varme.
Skrevet af mlk
23. november 2010 04:32

På trods af permafrost og placeringen på Svalbard plages Den norske frøbank, Global Seed Vault, af varme og vandindtrængning. Det skriver Ingeniøren.

Tanken med frøbanken, er at være en slags planternes Noah Ark, som skal sørge for, at ingen plantearter går tabt som følge af klimaforandringer.

I de underjordiske kamre opbevares mere end 500.000 forskellige plantefrø. Det svarer til en tredjedel af verdens såsæd.

Men det har vist sig at være svært for anlæggets teknikere at holde temperaturen nede på 18 minusgrader. Derfor er de nu i færd med at dybfryse klipperne i flere meters dybde.

- Byggeriet er baseret på, at permafrosten forsegler konstruktionen. Men permafrosten er ikke kommet så hurtigt tilbage efter byggeriet, sikkert på grund af den globale opvarmning, siger projektleder Magnus Bredeli Tveiten til Ingeniøren.

For at holde på kulden har nordmændene indført strenge restriktioner for besøgende som politikere, fagfolk og journalister.