Fotobog fyldt med pletskud

Fotografen og biologen Carsten Egevang udgiver i dag sin første fotobog "Grønland - Dyrenes og Menneskenes Land", som er en samling af dyrebilleder og portrætter, som fotografen gennem årene har taget i Grønland.
Skrevet af Martine Lind Krebs
09. november 2011 07:12

Bogen har vakt begejstring på hjemmesiden Arktiske Anmeldelser.

- Her er en mand, der gerne vil dele den kærlighed og ømhed for vildtet, naturen og Grønland, som skinner så tydeligt igennem i bogen. Det virker næsten som om, det har været en tvingende nødvendighed for Carsten Egevang at lave bogen, skriver anmelder Steffen Fog.

Carsten Egevang færdes til dagligt på Naturinstituttet, hvor han blandt andet er kendt for sin kortlægning af havternens fænomenalt lange migrationsrute.

Udgivelsen fejres i dag med en bogreception i det Grønlandske Hus i København, hvor forfatteren også vil være til stede og signere bøger.

Bogen udgives dobbeltsproget på dansk og engelsk.