Fortsat forhandlinger i Nanortalik

31. august 2005 10:41

I Nanortalik er der stadig intet nyt om, hvem der skal være borgmester i stedet for Tage Frederiksen. Ifølge Radioavisens oplysninger er der hektisk mødeaktivitet, men der er tilsyneladende ikke afgjort noget endnu.

Valgbarhedsnævnet udsendte i går en pressemeddelelse om, at Tage Frederiksen i fredags blev erklæret ikke valgbar. Det skete efter en dom i juli for grov pligtforsømmelse som stationsleder for politiet i Nanortalik.

Tage Frederiksen afviser over for Radioavisen, at han har gjort noget galt. Han har kontaktet sin advokat og vil gå videre med sagen.

I mellemtiden skal kommunalbestyrelsen i Nanortalik til at finde en ny borgmester, og den umiddelbare favorit er Siumuts nummer to ved forårets kommunalvalg, Kristinee Raahauge, der tidligere har været borgmester i Nanortalik.

Men Siumut har kun fire ud af kommunalbestyrelsens ni medlemmer, derfor kan partiet ikke selv afgøre, hvem der skal være borgmester. Og når en borgmester må gå fra posten, begynder forhandlingerne forfra. Derfor er det stadig åbent, hvem der skal være borgmester i stedet for borgmesteren, og der har tilsyneladende været hektisk mødeaktivitet i kommunen, men der er ikke sluppet noget ud endnu.