Forsvarsminister: Danmark skal have en politisk rådgiver i Grønland

Den politiske rådgiver er rejst med forsvarsminister Trine Bramsen til Grønland for at starte i sin nye funktion med det samme.
Rådgiveren skal arbejde i Arktisk Kommandos kontor i Nuuk, hvor også USA's nye konsul, Sung Choi, sidder. Foto © : Arktisk Kommando
Skrevet af Anders Dall
06. august 2020 11:21

Det er ikke kun den danske forsvarminister, der i dag besøger Grønland. Med sig har hun en rådgiver, der fremover skal udstationeres som politisk rådgiver i Nuuk.

Rådgiveren skal agere bindeled mellem de danske og grønlandske myndigheder i sikkerhedspolitiske spørgsmål. Det skriver Ritzau.

Den nye rådgiver er rejst med forsvarsminister Trine Bramsen til Grønland for at starte i sin nye funktion med det samme.

- Jeg har besluttet, at vi fremover skal have en politisk rådgiver på Grønland. Det skal ses i lyset af den stadigt større sikkerhedspolitiske og forsvarspolitiske udvikling, der er i Arktis, siger Trine Bramsen ifølge Ritzau.

Hvem rådgiveren er fortæller mediet ikke noget om, men skriver at skiftende embedsmænd fra Forsvarsministeriet skal besætte posten.

Rådgiveren skal arbejde i Arktisk Kommandos kontor i Nuuk, hvor også USA's nye konsul, Sung Choi, sidder.

Oprettelsen af den danske rådgiverstilling har dog ikke noget at gøre med, at USA lige har gjort det samme, understreger Trine Bramsen ifølge Ritzau.

- Den her beslutning har jeg truffet for længere tid siden, så det har ikke noget med det at gøre. Det her handler om det dansk-grønlandske samarbejde, siger hun.