Forsoningskommissionen vil inddrage befolkningen

Medlemmerne af Forsoningskommissionen har de seneste dage holdt deres første møder.
Saammaasseqatigiinnissamut isumalioqatigiissitaq
15. august 2014 14:24

Kommissionen siger, de vil arbejde ud fra princippet om, at der er forskel på, hvordan den koloniale virkelighed har været oplevet og fortsat opleves - på forskellig tid og sted, på tværs af generationer, grupper og enkeltpersoner.

Derfor vil kommissionen inddrage hele den grønlandske befolkning i sit arbejde.

- For vi vil gerne få kendskab til, hvordan vi grønlændere, der er bor her i landet, oplever kolonitidens eftervirkninger, både som enkeltpersoner, som samfund og som land.

LÆS OGSÅ Så er den længe varslede forsoningskommission nedsat

- Og hvordan vi kan ændre eftervirkningerne eller vurdere om de bør ændres, siger Amalie Lynge Pedersen, der er medlem af Forsoningskommissionen.

Fortæl, fortæl!
Der er ifølge forsoningskommissionen forskellige oplevelser af kolonitiden, blandt andet afhængig af ens alder og bosted, som har påvirket ens oplevelse og bestemt, hvor meget man stadig bærer præg af det.

- Vi byder derfor enhver fortælling om oplevelserne fra kolonitiden fra borgerne velkommen. De fortællinger vil vi senere fremlægge i forbindelse med vores arbejde i Forsoningskommissionen, siger Amalie Lynge Pedersen.

Historien er forskellig fra person til person
Men kommissionen kan endnu ikke konkret fortælle, hvordan befolkningen er blevet påvirket af kolonitiden.

- Som jeg sagde tidligere, så er befolkningen mere eller mindre præget af kolonitiden, afhængigt af hvem vi er. Og netop derfor er vi interesseret i at høre fra hele den grønlandske befolkning, siger Amalie Lynge Pedersen og understreger:

- For vores historier er forskellige fra generation til generation, hvor vi end bor i Grønland.

LÆS OGSÅ Forsoningsmedlem Williamson: Vigtigt arbejde

Usynlig men synlig størrelse
Derfor lægger Forsoningskommissionen vægt på, at den kolonialistiske historie bliver fortalt, lyttet til og anerkendt både i et fortids- og nutidsperspektiv.

- For der er måske personer, der ikke har kendskab til virkningerne fra kolonitiden, men alligevel lever i dem fysisk, psykisk og åndeligt.

- Og når vi synliggør følgevirkningerne fra kolonitiden mener vi og tror på, at forsoning kan give nye kræfter til den enkelte, til samfundet og landet i fremtiden, siger Amalie Lynge Pedersen.