Landsstyret og den islandske regering skal i fremtiden tage stilling til et oplæg fra Air Greenland og Air Iceland.
De to luftfartsselskaber ønsker i fællesskab at drive en rute mellem Reykjavik, Narsarsuaq og Danmark de kommende fem år. Og dermed ønsker Air Iceland og Air Greenland at udvide Air Icelands nuværende rute mellem Sydgrønland og Island, hvor Hjemmestyrets servicekontrakt udløber om en måned.
- Vi ønsker at lave en model, hvor turoperatører i Europa kan sælge produkter, som både indeholder ophold i Island og i Grønland, siger Air Greenlands direktør, Flemming Knudsen.
Selskaberne ønsker at fortsætte den nuværende fartplan, hvor der er to flyvninger om ugen i ti uger i sommerhalvåret.
I de tre år den nuværende ordning har eksisteret, er antallet af passagerer stagneret på omkring 2000 om året.
- Og det tal skal gerne stige til 3000, siger Flemming Knudsen.
Luftfartsselskaberne ønsker, at de to regeringer skal give et driftstilskud, ind til ruten kan hvile i sig selv.
Direktøren erkender, at det bedste ville være, hvis selskaberne ikke var afhængige af offentlige penge.
- Men omvendt betyder ruten også arbejdspladser, siger Flemming Knudsen.
Direktøren kan endnu ikke sige, hvornår ruten vil hvile i sig selv.