Turist omkommet på Færøerne efter ti meters fald

En svensker er omkommet og en formodet dansk mand er på sygehuset efter fald på ti meters i kløft på Færøerne.
Foto © : Rigspolitiet
Skrevet af Ritzau
06. juli 2017 10:26

En svensk mand er omkommet, og en mand, der er bosiddende i Danmark, ligger på sygehuset, efter at de onsdag eftermiddag faldt ned i en dyb kløft under en fjeldvandring på Færøerne.

Det oplyser Christian Joensen, vagtchef ved Færøernes Politi.

- Den ene er en 41-årig svensker, som er afgået ved døden sent på aftenen. Den anden er en 79-årig mand, som vi mener er dansk statsborger. 

- Det har vi ikke fået bekræftet endnu. Det vil vi afklare i løbet af formiddagen, siger han.
Men lægerne siger, at den formodede danske statsborgers tilstand er stabil, påpeger Joensen. 

De to mænd var på vandretur sammen med en større gruppe på omkring ti mennesker. Sammen var de ved at indsamle plantemateriale. 

LÆS OGSÅ Italiensk turist omkommet i Island

Politiet modtog anmeldelsen om faldet onsdag eftermiddag omkring klokken 14.30. Med det samme blev der sendt en ambulance afsted, oplyser vagtchefen.

- De gik oppe ved kløften langs kanten, hvor der er stejlt. Der er omkring ti meter ned. Den ene må være snublet, hvorefter han formentlig må have grebet ud efter den anden, siger Christian Joensen. 

De to faldende personer blev fløjet til landssygehuset i Thorshavn, hvor det blev konstateret, at de havde svære skader begge. Senere afgik den 41-årige ved døden.

De pårørende til den svenske mand er blevet underrettet. Det samme er familien til den 79-årige, hvis hustru var med på turen.