Forår uden fælles kampråb, sved og tårer

Savner du også at heppe foran TV'et på dit yndlingshold, stå på sidelinjen og vise støtten eller måske selv møde op for at præstere stort?
Ja, så må du væbne dig med tålmodighed nogle måneder endnu.
Med Selvstyrets forlængelse af restriktioner, når det gælder forsamlinger på tværs af kommunerne, bliver det et forår uden store, sportslige mesterskaber. Det oplyser Grønlands Idrætsforbund.
Reglerne trådte i kraft 5. januar og gælder april ud og betyder, at al idrætsaktivitet indendøre maksimalt må have 100 deltagere og udendørsaktiviteter og andre arrangementer maksimalt må have 250 deltagere fra samme kommune.
LÆS OGSÅ Futsal: Niklas Thorleifsen skal spille i Champions League
Og det betyder, at grønlandsmesterskaber i mange sportsgrene - lige fra skisport til bordtennis og håndbold - ikke kan blive holdt i foråret.
- Det ærgrer os meget, at vi fortsat ikke kan gennemføre stævner på tværs i landet, da vi ser, at det har konsekvenser for aktivitetsniveauet. Men vi er selvfølgelig også forstående overfor den situation, vi står i med en global pandemi, siger bestyrelsesformand i Grønlands Idrætsforbund, Nuka Kleemann.
Gang i mindre aktivitet
Men idrætten får ikke lov at ligge helt stille. Forbundet er nemlig i gang med at undersøge mindre turneringer sammen med foreningerne og forbedre udviklingen lokalt.
- Der er allerede mange gode eksempler på Covid 19-tilpassede lokale tiltag, og der er plads til flere. Et fokus væk fra turneringsaktivitet kan måske også frigive ressourcer til at arbejde mere med udviklingstiltag i foreninger og forbund, siger Nuka Kleemann.
Grønlands Idrætsforbund henviser i øvrigt til en aktivitetspulje på 1,6 millioner kroner, som idrætsforbund og foreninger kan søge under corona-tiden til at udvikle og styrke deres aktiviteter.