Førtidspensionister demonstrerer mod dårlige vilkår

Demonstrationen begynder i Nuuk mandag klokken 13.
Førtidspensionister vil vise politikerne deres utilfredshed foran Inatsisartut til demonstration i dag. Foto © : KNR / Malik Brøns
02. juni 2025 12:06

I dag mandag klokken 13 vil en gruppe af landets førtidspensionister gå på gaden og demonstrere.

Demonstrationen starter ved forsamlingshuset i Nuuk og fortsætter i optog til Inatsisartut.

Bag initiativet står Jensine Lerch, der selv er førtidspensionist.

– Førtidspensionisternes månedlige ydelser er for lave. Vi bliver ikke behandlet ordentligt. Det er dyrt at leve i Grønland, og alt bliver dyrere og dyrere både husleje, el, mad og andre nødvendigheder, mens vores ydelser bliver ikke reguleret efter de stigende priser, siger Jensine Lerch og tilføjer:

– Forældre har ikke engang råd til at købe tøj til deres børn.

Men nu er grænsen nået, mener Jensine Lerch, der efterspørger bedre behandling af førtidspensionister.

På gaden i trop

Ifølge Grønlands Statistik var der i december 2024 i alt 2.511 førtidspensionister i Grønland.

Det vurderes individuelt, hvor stor en førtidspension en person har ret til baseret på vedkommendes arbejdsevne.

Ifølge Sullissivik.gl er den højeste førtidspension 135.642 kroner årligt – det vil sige lidt over 11.300 kroner om måneden. Den laveste fastsatte sats er 67.821 kroner årligt. Det er lidt over 5.650 kroner om måneden.

Over 50 personer har meldt, at de deltager i demonstrationen, og Jensine Lerch håber, at endnu flere vil slutte sig til.