FN: 5. session for Forum for Oprindelige Folk

15. maj 2006 10:46

I dag åbner femte session af FNs Permanente Forum for oprindelige folk. Det foregår i New York og Grønland er repræsenteret gennem Landstinget, Hjemmestyret og ICC.

I dag er den ceremonielle åbningsdag hvor der officielt tages hul på det andet ti-år for verdens oprindelige folk. Seniorrådgiver Marianne Lykke Thomsen fra Udenrigsdirektoratet er en af Hjemmestyrets repræsentanter i New York. Fra Landstinget er Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg med. Dog har flere medlemmer meldt fra, blandt andet på grund af forårssamlingen. Udvalgets formand Lars-Emil Johansen (S) og næstformand Ellen Christoffersen (A) deltager ikke og også Jonathan Motzfeldt (S) har meldt afbud. Udvalget består derfor af Johan Lund Olsen (IA), Tommy Marø (S) og Marie Fleischer (D) foruden tolk og udvalgssekretær. På onsdag skal Johan Lund Olsen holde et oplæg på vegne af Grønland.

Derudover har ICC sendt fire repræsentanter med formand Aqqaluk Lynge i spidsen. Sideløbende med de officielle møder er der forskellige begivenheder der hver især skal sætte fokus på særlige emner for oprindelige folk. Det gælder kvinder og børn men også regionelle særheder og i næste uge er der for eksempel en panel diskussion om Arktis og Rusland.

Det femte møde i FNs Permanente Forum for oprindelige folk foregår frem til fredag den 26. maj.