Flyrute mellem Island og Grønland forhandles stadig

Skrevet af Karsten Sommer
27. oktober 2005 07:42

De nordiske Samarbejdsministre fra Island og Grønland lægger vægt på, at der oprettes faste flyforbindelser mellem de to lande.

Landstingsmedlem Ole Dorph fra Siumut fremlagde et spørgsmål om flyforbindelser mellem landene i samarbejdsministrenes spørgetid ved Nordisk Råds session i går i Reykjavik.

Ole Dorph beskrev for forsamlingen hvordan det havde taget ham ni timer at komme fra Grønland til Island, fordi han havde været nødsaget til at flyve via København. Hvis der havde været et direkte fly mellem Island og Grønland, havde rejsen kun taget et par timer.

Samarbejdsminister Sigríður Thórðardóttir fra Island siger, at der gennem tre år er blevet ført forhandlinger med henblik på en fast luftfartsaftale, men at de hidtil har været resultatløse.

Josef Motzfeldt, der også er landsstyremedlem for nordisk samarbejde, sagde at en treårig aftale om tilskud fra det grønlandske landsstyre og den islandske regering til sommerfly mellem de to lande var udløbet dette efterår. Forskellige flyselskaber havde ytret interesse for at overtage flytrafikken, og der foregik for øjeblikket forhandlinger herom, men hidtil uden resultat.