Flyrejse mellem Nuuk og Kastrup bliver billigere

Air Greenland sænker nu priserne på alle rejser mellem Nuuk og København. Sænkningen gælder ikke andre byer i kysten. - Det sker først og fremmest for at imødegå den øgede konkurrence. oplyser flyselskabet i en pressemeddelelse.
Skrevet af Najaaraq Egede
11. marts 2011 12:27

Priserne sættes ned med cirka 10-30%, og det gælder både de fleksible og de restriktive billetter.

Selskabet ønsker med prisnedsættelsen at signalere, at Air Greenland tager konkurrencen alvorligt og glæder sig over, at den nu kommer kunderne til gode.

- Air Greenland har igennem flere år arbejdet for generelle prisnedsættelser, frem for kun kortvarige priskampagner eller rabat til udvalgte kundegrupper. Med denne prisnedsættelse får alle passagererne i det mest konkurrence-udsatte område mulighed for at rejse billigere, siger Michael Binzer.

Gælder kun for Nuuk-København-ruten

Prisnedsættelserne gælder i denne omgang som nævnt udelukkende passagerer, der rejser mellem Nuuk og København. Det er rejsende mellem disse destinationer, som kampen drejer sig om – og altså her, der skal sættes ind.

- Vi ville gerne kunne tilbyde lavere priser til alle vore kunder, men må naturligvis koncentrere kræfterne i første omgang der, hvor konkurrencen udfordrer vores selskab, forklarer Michael Binzer.

Det aktuelle prisfald er muligt at gennemføre som følge af en lang række besparende initiativer, Air Greenland har gennemført i løbet af de seneste par år. Det er blandt andet den igangværende flådeudskiftning med indfasning af DASH-8, nye overenskomster med forbedret fleksibilitet, revurdering af selskabets servicekoncept og i det hele taget et kontinuerligt fokus på effektivitetsforbedringer.

Kysten er ikke glemt

Selv om prisnedsættelserne kun gælder Nuuk-København i denne omgang, så understreger Michael Binzer, at Air Greenland ikke glemmer kysten.

- Der har her i foråret været udbudt ekstra mange pladser i den laveste prisklasse mellem byerne for blandt andet at give folk bedre råd til at komme til konfirmationer og lignende, skriver Air Greenland.