Hård og meget omskiftelig vind ved lufthavnen i Nuuk har voldt problemer for flytrafikken til og fra hovedstaden i dag.
Alle eftermiddagens afgange har været præget af forsinkelser og aflysninger. Det betød, at der ved 16- tiden i eftermiddags var 110 passagerer i Kangerlussuaq og ventede på at komme til Nuuk.
Marketingschef, Jesper Kunuk Egede tvivler på at alle når frem til deres destination i dag.
Også flyene mellem Nuuk og Narsarsuaq har haft problemer med at lande i Nuuk på grund af vejrforholdene. I øjeblikket venter cirka 30 rejsende på at komme til Nuuk, mens 24 venter på at komme til Narsarsuaq.
Problemerne med vejret betyder desuden, at Julie Berthelsens koncert i Bowlinghallen i Nuuk i aften er aflyst. Sangfuglen skulle være landet i eftermiddag efter hendes koncert i Sisimiut i aftes.
Men flyet har ikke været i stand til at lande her til aften.