Flere problemer for Atlantic Airways

28. december 2006 06:45

For fjerde gang på kun tre måneder måtte et fly fra det færøske flyselskab Atlantic Airways i går vende om under indflyvningen til Vagar Lufthavn på Færøerne og i stedet sikkerhedslande - denne gang i Glasgow - på grund af tekniske problemer med flyets bremsesystem.

De tre tidligere gange sikkerhedslandede flyene, der alle var på vej med passagerer fra København til Færøerne, i Bergen, hvor ambulancer og brandbiler stod klar til at rykke ud i tilfælde af, at flyenes hjul under den ekstraordinært hårde landing skulle punktere og flyene bryde i brand.

Når flyene ikke kan bremse under landingen er farten derfor betydeligt højere end under en normal landing. Og havde flyene sat hjulene på jorden i Vagar, ville de være røget ud over lufthavnens korte bane.