Fangerne indhandler rigtig mange sælskind i år.
En opgørelse fra denne sommer viser, at erhvervsfangerne har indhandlet næsten dobbelt så mange skind i år i forhold til samme tidspunkt sidste år. Frem til slutningen af juni i år havde erhvervsfangere indhandlet knap 45.000 sælskind. Sidste år på samme tid var det tal kun ca. 25.000. Det viser tal fra Fangst- og Fiskeridirektoratet.
Direktør i KNAPK, Peter S. Olsen har bemærket, at det går godt med sælfangsten i år.
- Vi har hørt fra vores medlemmer, at der er rigtig mange sæler i år. Især henover foråret og sommeren har der været mange sæler, siger Peter S. Olsen.
En anden årsag til de mange indhandlede sælskind kan være, at der i år har været flere indhandlingssteder, og derfor flere muligheder for at komme af med skindene. Peter S. Olsen glæder sig over, at fangerne har indhandlet så mange flere sælskind i år.
- Den ekstra indtægt har været tiltrængt for vores medlemmer ovenpå en hård vinter, lyder det fra KNAPK’s direktør.
I Fangst- og Fiskeridirektoratet har man noteret at tendensen med mange indhandlede sælskind er fortsat henover sommeren. I sidste uge rundende erhvervsfangerne 62.000 indhandlede skind.
Hele sidste år blev der indhandlet i alt godt 72.000 sælskind.