Flere flytter spontant til Århus fra Grønland

14. juni 2006 07:57

Århus oplever i år usædvanligt mange, der vælger at flytte spontant fra Grønland for at bo i den jyske storby. Ofte har tilflytterne ikke nogen bolig når de rejser ned. I stedet satser de på at kunne sove på sofaen hos familie eller venner. Men det er ikke uden problemer at være logerende, siger socialrådgiver Simon Lynge fra Det grønlandske Hus i Århus. Han oplyser, at der i år er 11 voksne med fem børn i alt, der har banket på og bedt om at få hjælp til at finde en bolig. Det er cirka dobbelt så mange som samme periode sidste år.

Når folk vælger at flytte til netop Århus er det fordi de har familie og venner dér. Der bor 300.000 indbyggere i Århus og derfor kan 16 spontane tilflyttere synes som et lille problem. Det kan Simon Lynge også godt se, men det er ikke nemt at skaffe en lejlighed da den sociale boligkø er lang i Århus.

Tilflytterne skal ofte leve af social hjælp og har derfor ikke mulighed for at bo på vandrehjem eller hotel.

Den officielle årsag til, at folk fra Grønland vælger at flytte til Danmark er et ønske om at lære dansk. Men ofte er det i virkeligheden en flugt fra hjemlige problemer, siger Simon Lynge:

- Det viser sig tit, at de er smidt ud af deres bolig, eller har mistet deres job eller måske har problemer som de ikke kan få løst af det sociale system i Grønland, siger Simon Lynge.