Flere er pirret ved tanken om en 37-timers arbejdsuge: Vi taber vores børn

Der er splittede meninger blandt folk i Nuuk, når det kommer til at nedsætte arbejdsugen med tre timer, men flere kan godt se fordelene.
Emilie Olsen kan godt se fordelene ved at skære ned på arbejdstiden.
15. februar 2023 07:11

​På Færøerne vil de nedsætte arbejdsugen fra 40 timer til 37 timer. Det står i den nye regerings koalitionsaftale.

Også herhjemme er der politisk opbakning til kortere arbejdstid. Demokraatits Anna Wangenheim støtter op.

- Jeg synes, det vil være interessant at undersøge, hvordan vi i Grønland kan få nogle andre synergier og sidegevinster ved at reducere arbejdstiden, siger Anna Wangenheim.

Blandt folk i Nuuk er følelserne lidt spredte, men flere er positive overfor ideen.

Emilie Olsen har skiftende arbejdstider, hvor hun nogle dage arbejder i dagstimerne og andre dage om aftenen. Selvom hun har voksne børn, mener hun, at det kan være en fordel for alle, hvis arbejdsugen bliver sat ned med tre timer.

- Det støtter jeg meget.

- Ideen er passende. Det vil ramme alle arbejdende familier positivt, hvis man som familie har tid til hinanden, siger hun.

Hun forventer, det vil ske tilpasninger, hvis arbejdsugen sættes ned til 37 timer.

- Jeg har skiftende arbejdstider, derfor forventer jeg også, at der tages hensyn til dem. Der må foretages ændringer, siger Emilie Olsen.

Et argument imod en kortere arbejdsuge kan være, at produktionen potentielt bliver påvirket, og at det kan ramme folk økonomisk.

Emilie Olsen mener ikke, at det økonomiske tab skal vægtes højest.

- Der må selvfølgelig flyttes penge, vi kan miste nogle, men jeg forestiller mig, at det kan få positive følger, optimistisk set, siger hun og forsætter:

- Jeg kan nævne dem, som rammes af forældrenes og samfundets lange arbejdstider. Vi taber blandt andet vores børn.

Foto © : KNR

Som udgangspunkt er Arnarissoq Fleischer positiv overfor ideen om en kortere arbejdsuge.

- I princippet er det meget støtteværdigt.

Men hun er bekymret for, at det kan få negative følger, hvis arbejdstiden sættes ned.

- Nogle arbejdspladser betaler måske en halv times frokostpause. Skal man så selv til at betale for det? Hvis der ikke er ofre, som for eksempel selvbetaling for frokostpausen, så støtter jeg det, siger Arnarissoq Fleischer.

Hun kan godt se forskellige fordele ved at arbejdstiden blev sat ned.

- Jeg kan forestille mig fordelene ved at have små børn, hvor man eventuelt kan få tidligt fri om fredagen og hente børne tidligt, så man har lidt mere tid sammen med dem, til at hvile sammen og at have ressourcer til dem. Det ville være godt.

Men vi hører jo også om rekrutteringsproblemerne konstant, er det på sin plads at sætte arbejdsugen ned?

- Det kan jo være, at det får en omvendt effekt, at folks ønske om arbejde stiger, når arbejdstiden sættes ned. Det kan jo være tilfældet, siger Arnarissoq Fleischer.

Foto © : KNR

Men ikke alle er lige glade for ideen. Katja Bjørn arbejder i en tøjforretning i Nuuk. Hun arbejder 40 timer om ugen, og hun mener ikke, at arbejdsugen bør sættes ned.

- Jeg mener, det er unødvendigt at sætte den ned. Jeg er tilfreds nu, og jeg er glad for mit arbejde, siger hun.

Katja Bjørn har rigeligt med opgaver, og har derfor ikke noget imod at skulle arbejde i 40 timer.

- Det kan være trættende, men det er udmærket. Jeg har ikke noget imod det. Jeg er tilfreds.

KNR har spurgt naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender, Jess Svane, hvad han mener om en kortere arbejdsuge.

- Det er interessant, og vi er i naalakkersuisut allerede optaget af spørgsmålet. Vi synes, at arbejdet skal foregå i trygge rammer og i et godt arbejdsmiljø.