Flere drab

22. juli 2005 07:33

Det har været et voldsomt år, når det gælder antallet af drab i Grønland. Til og med midten af denne måned har der været otte drab, det seneste i Nuuk i lørdags.

Og det er faktisk ligeså så mange, som der var i hele 2002, der ellers har været det mest morderiske år siden årtusindskiftet.

Drabene har været jævnt fordelt over hele landet, når man ser bort fra dobbeltmordet på en mor og hendes datter i en af Upernaviks bygder i foråret.

Men ifølge stationsleder i Nuuk Bent Heiselberg, er der ikke til at udlede noget af det høje tal.

- Langt størstedelen af drabene i Grønland er impulsmord. De er ikke planlagte, og de foregår ikke i forbindelse med for eksempel kriminalitet. Der er ingen årsagstendenser at pege på, siger han.

Stationsleder Bent Heiselberg understreger, at Grønland har uforholdsmæssigt mange drab per indbygger, sammenlignet med de skandinaviske lande.

I forhold til Danmark har Grønland mellem ti og tyve gange flere drab.

Antallet af drab i Grønland har ellers været for nedadgående de sidste 10 år – i første halvdel af halvfemserne blev der dræbt i gennemsnit fjorten mennesker om året.