Flere børn sniffer

12. oktober 2005 11:51

Børn i Nuuk er igen begyndt at beruse sig ved snifning. Det konstaterer forebyggelseskonsulent Line Dalentoft. Sammen med kommunen har hun netop sendt et brev til forældre med skolesøgende børn for at oplyse om problemet.

-Mange af de børn, der sniffer, ændrer adfærd og det skal forældrene være opmærksomme på. De skal tale med børnene om problemerne ligesom de altid er velkomne til at ringe til kommunen for at få råd og vejledning, siger Line Dalentoft.

Børnene kommer fra alle sociale lag. Både omsorgssvigtede børn og børn fra velfungerende familier er i risikogruppen.

Forebyggelseskonsulenten opfordrer forældre til at holde øje med, hvor børnene sover, når de ikke er hjemme. Et simpelt tiltag er at ringe til børnenes venners forældre, og høre om de reelt er på det angivne sted.

Line Dalentoft understreger at alle voksne – både forældre og forbipasserende har et ansvar for at holde øje med, hvad børnene render rundt og laver.

Hun opfordrer i øvrigt forretningerne til ikke at sælge ting, der kan sniffes. Hun opfordrer også byggepladserne til at stille ting, som kan sniffes, i aflåste rum ved fyraften.