Fleksibelt skoleskema giver problemer

11. maj 2005 17:56

Den gode skole er knapt så god til det med planlægning. Det gælder i hvert fald på Kangillinguit-skolen i Nuuk, hvor det kniber med at få en ny ordning med fleksibelt skoleskema til at fungere.

1. august sidste år trådte en ny aftale om tjenestetid i kraft for lærerne. Og den betyder, at elevernes skema kan være forskelligt fra uge til uge, hvis en lærer for eksempel er på kursus.

Det fleksible skema blev indført på Nuuk-skolen ved årsskiftet og har skabt store problemer for både forældre og elever, siger Bikki Jeppsen, der er mor til en pige, som går på Kangillinguit-skolen.

- Senest har min datter fået et skema for seks uger, hvor der var forskellige fag og forskellige mødetider fra dag til dag. Desuden får hun sjældent lektier for. Sådan var det ikke, før Atuarfitsialak blev indført, siger hun.

Forældrene kritiserer desuden, at informationen fra skolens side om ændringerne ikke har været god nok.

På Kangillinguit-skolen erkender skoleinspektør Johanne Olsen, at ordningen ikke har fungeret godt nok, heller ikke når det gjaldt om at få undervisning og hjemmeopgaverne til at fungere. Men skolen strammer nu op, så der kun bliver enkelte perioder på et skoleår, hvor der ikke er et fast skema.

- Det har været svært for både elever, lærere og forældre at få den nye ordning til at fungere. Og vi erkender, at informationen skulle have været bedre, siger hun.

Et nyt computerprogram skal gøre det nemmere for skolen at planlægge fremover.