Døgnrapport: Flammer på fjeldet

Et hus i brand på fjeldet, en brændstofløs jolle, og en alarm i Pisiffik. Det var nogle af nattens begivenheder.
Politiet rykkede ud til tre hændelser i løbet af natten. Hændelserne fandt sted i tre forskellige byer. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Rasmus Balle Hansen
15. maj 2025 10:28

Politiet fik på få timer travlt i nat, da tre hændelser fandt sted. Det fortæller vagtchef i Grønlands Politi, Jørgen Madsen.

I nattens mørke rejste en flamme sig på fjeldet i Tasiilaq. Et ubeboet hus på toppen af fjeldet nær Prinsessevej i Tasiilaq stod i brand.

Klokken 01.15 modtog politiet anmeldelsen. I samarbejde med brandvæsnet blev branden slukket uden, at den nåede at brede sig.

Der er ifølge Jørgen Madsen ingen meldinger om tilskadekomne, og årsagen til branden er endnu ukendt.

På tom tank

Klokken 01.52 blev det meldt, at to drenge under 18 år var løbet tør for brændstof i en jolle ud for havnen i Nuuk. Bekendte til drengene sejlede derefter ud og hentede dem.

Det formodes, at jollen de befandt sig i, er stjålet. 

Politiet opfordrer derfor borgere, der har fået stjålet en hvid jolle, til at henvende sig.

Indbrud i Pisiffik

I Maniitsoq rykkede en patrulje ud til en alarm i Pisiffik omkring klokken 04.30. Politiet kunne konstatere, at der havde været indbrud, fortæller Jørgen Madsen.

Sagen er derfor under efterforskning, og politiet beder vidner, der har hørt eller set noget i området omkring tidspunktet, om at kontakte dem.