Sommerens flagkrig om Hans Ø er forbi. Danmark, Grønland og Canada er blevet enige om at løse konflikten ved forhandlinger, skriver B.T.
- Vi er blevet enige med canadierne om at afslutte sagen. Så vi går i gang med de undersøgelser, der skal til, siger udenrigsminister Per Stig Møller til avisen.
Farcen om retten til den 1,3 kvadratkilometer store stormomsuste ø slutter, når Per Stig Møller midt i september mødes med den canadiske udenrigsminister, Pierre Pettigrew, i New York.
Hvis det går så vidt, at Danmark, Grønland og Canada ikke selv kan finde en løsning, er parterne blevet enige om at lade den internationale domstol i Haag afgøre retten til Hans Ø.
For nogle uger siden tog den canadiske forsvarsminister, Bill Graham, uanmeldt forbi øen og rejste det canadiske flag, hvilket førte til protester fra Danmark. Senest er det meldt, at inspektionskutteren Tulugaq skulle lægge til ved øen og hejse Dannebrog, men det har Per Stig Møller sat en stopper for.
- Det er lidt barnagtigt mellem to NATO-allierede, siger udenrigsministeren til B.T.
Per Stig Møller er overbevist om at de kommende geologiske og historiske undersøgelser omkring Hans Ø vil føre til, at forhandlingerne eller en eventuel prøvelse ved domstolen i Haag vil afgøre, at øen er grønlandsk.