Landsstyremedlem for fangst og fiskeri, Rasmus Frederiksen var i torsdags på besøg i Illoqqortoormiut.
På et borgermøde på skolen snakkede han med godt 50 fremmødte borgere om fremtiden for fangerne.
Butikchef for Pilersuisoq, Erling Madsen var én af de fremmødte. Han var glad for at høre, at landsstyremedlemmet kigger ud i fremtiden og kommer med et forslag om, at fangerkulturen skal overgå til en fiskerkultur.
- Landsstyremedlemmet er kommet med et udspil om, at vi skal i gang med et forsøg med fiskeri herovre. Vi må jo erkende, at vi ikke kan overleve alene af fangerkulturen i fremtiden, siger Erling Madsen.
Han fortæller desuden, at fangerne i Illoqqortoormiut har fået endnu sværere ved at tjene på deres fangst af sæl. Great Greenland er nemlig i langt højere grad begyndt at købe de våde sælskind frem for de tørrede sælskind, som fangerne i Illoqqortoormiut for det meste indhandler. Dermed får fangerne endnu lavere indtægt, fordi de tjener mindre ved de ubehandlede sælskind.