Fiskeribranchen får nyt blod

09. november 2005 07:28

Et nyt selskab i den grønlandske fiskeribranche har set dagens lys. Nukik Seafood A/S hedder selskabet, der er oprettet i et samarbejde mellem KNI-Pilersuisoqs datterselskab Arctic Green Food A/S samt Polar Seafood Greenland A/S.

Nukik Seafood er allerede i gang med at etablere en landbaseret krabbe- og fiskefabrik i Qeqertarsuaq, der er planlagt til åbning den 1.april næste år.

Derudover planlægger selskabet at indsætte en række skibe flere steder i Grønland, som både skal fiske selv, og fungere som indhandlingsskibe for lokale fiskere og fangere.

Dette forsøgs- og kombinationsfiskeri påtænkes startet til næste sommer i bl.a. Illoqqortoormiut, Tasiilaq og Sydgrønland.

Endelig planlægger Nukik Seafood A/S at udvide frysekapaciteten ved Savissivik området, så fiskeriet ikke behøver stoppe i vinterperioden.

Som direktør i Nukik Seafood er ansat Petrus H. Biilmann.