Fiskeriaftalen er en yderst god forretning for EU

18. august 2005 13:35

En ny fiskerirapport fra EU bringer sindene i kog hos fiskeriorganisationerne her i landet.

Rapporten konkluderer, at EU faktisk tjener mere end 50 procent på den fiskeriprotokol, som Grønland har med EU.

En ny EU-rapport, den såkaldte POSEIDON-rapport af juli 2005 viser, at den fiskeriprotokol, som Grønland har med EU, er en særdeles god forretning for EU.

Konklusionen er nemlig ikke til at tage fejl af…

For hver 1 euro Grønland tjener, så tjener EU 1.54 euro. EU-s fortjeneste ligger dermed på 54 procent.

Og hvis det er rigtigt, er Fiskerirådet, som består af fiskeriorganisationerne KNAPK, APK samt repræsentanter for de offentlige, ikke i tvivl om, at det skal ændres.

Det kunne for eksempel gøres ved at kræve en del af fiskekvoterne tilbage i forbindelse med de igangværende fiskeriforhandlinger med EU.

Direktør for fiskeriorganisationen KNAPK samt formand for Fiskerirådet Peter S. Olsen har allerede et bud på, hvad man eventuelt kunne kræve tilbage af EU.

- KNAPK-s krav har været at få krabbekvoten 1.000 tons tilbage, det har vi sagt siden sidste år. Den kvote kan vi sagtens selv fiske op, siger Peter S. Olsen og han fortsætter:

- Udover det er der andre fiskearter, som man fisker med trawlere, som EU fisker f.eks. rejer og hellefisk. Dem kan vi selv fiske op ved at omlægge trawlerne.

På baggrund af rapportens konklusioner, kræver Fiskerirådet nu et møde med Landsstyret for at få en afklaring på situationen.

Radioavisen har hele dagen forsøgt at få en kommentar fra Hjemmestyret, dog uden held.

Den nuværende fiskeriaftale med EU sikrer Grønland godt 320 millioner kroner årligt. Aftalen udløber med udgangen af næste år og forhandlingerne for den nye aftale, som skal træde i kraft pr. 1. januar 2007 er allerede igangsat.