Fiskere og rederier får makrel-skældud
Årets makrelfiskri endte med en fangst på lidt over 35.000 tons ud af en kvote på 85.000. tons.
Og det skyldes at fiskerne klumper sig sammen på de gode områder i stedet for at fiske hele havområdet fra Tasiilaq til Kap farvel, mener departementet.
Men det afviser rederierne, der skyder skylden på sene kvotetildelinger og skarpe krav til skibenes nationalitet.
Departementschef Jørgen Isak Olsen peger på at makrelfiskeriet er forsøgsfiskeri og derfor skal rederierne være bedre til at udvide fiskeriet langs hele Østgrønland.
- Grønlands interesse er at redrierne afsøger hele Østgrønland foir makreller, også Sydvestgrønland, men Grønlands interesser har ikke været sammenfaldende med rederiernes, konstaterer han overfor avisen.
Royal Greenland afviser kritikken og peger på at det istedet er afgifterne, der er problemet.
Ifølge Andrias Olsen, der er Royal Greenlands projektkoordinator, så hænger det knap nok sammen økonomisk, også selvom de fisker de steder, der er mange fisk.
- Efter min mening er makrelafgiften sat for højt, både for grønlandske og udenlandske skibe. Vi må huske, at der er fiskeri under opbygning og indtil man har fået skabt stabilitet omkring fiskeriet, kan en for høj afgift virke dæmpende for fiskeriet, siger han.