Fiskefabrik i Kangaamiut lukket for indhandling
Det sidste skib kom nemlig i torsdag, og ifølge formanden for KAPP, er det for dårligt, at der skal gå omkring to uger før næste RAL-skib ankommer.
- Der går alt for lang tid imellem fragtskibene ankommer, og mængden af fragt de kan have med er for lille, derfor går der ikke langt tid før fryselageret er fyldt op, siger Jens M. Lyberth.
Ifølge formanden for fisker og fangerforeningen i Kangaamiut, KAPP, går det ud over 80 medarbejdere, at der ikke kan indhandles i øjeblikket.
Sendt nødråb til Royal Greenland
De har derfor henvendt sig til Royal Greenland for at finde en løsning på den manglende indhandling, da de ikke mener, at det kan være rigtigt, at de skal vente til den 22. juli, før de han indhandle igen.
KAPP mener derfor, at det kan være nødvendigt, at Naalakersuisut griber ind.
- Hvis Royal Greenland ikke finder en løsning om indhandlingsproblematikken, og Royal Arctic Line heller ikke kan finde en løsning på fragtsituationen, så burde Naalakkersuisut blande sig, siger Jens M. Lyberth
Royal Greenland oplyser, at de modtaget henvendelsen fra KAPP, og vil på nuværende tidspunkt ikke udtale sig yderligere om situationen.