Fire måneders fængsel i Danmark

Tidligere landsstyremedlem for bolig og infrastruktur Jens Napãtôq er kommet bag tremmer i Kragssskovhede Statsfængsel i Frederikshavn.
13. januar 2010 04:27

Her skal Jens Napãtôq afsone en dom på fire måneders fængsel. Det skriver Sermitsiaq.ag.

- Jeg har selv ansøgt politimesteren i Grønland om at afsone dommen så hurtigt som muligt. Det bliver langt og sejt, men jeg glæder mig til, at det er overstået og til at komme videre med livet, siger Jens Napãtôq til AG.

Sagen mod Jens Napãtôq begyndte i 2005, da han som landsstyremedlem blev anklaget for i 20 tilfælde at misbruge sin repræsentationskonto. I alt blev det til 128.000 kroner.

Grønlands Landsret idømte ham 4 måneders anstaltsanbringelse, og den dom stadfæstede Østre Landsret i foråret 2009. Og det er altså dén dom, som Jens Napãtôq i går begyndte at afsone i Frederikshavn.