Finanskrise forsinker Maarmorilik-åbning

Finanskrisen på verdensplan får nu konsekvenser for den planlagte zinkmine i Maarmorilik. Grunden er, at zinkpriserne er styrtdykket på grund af den internationale finanskrise, så zinkprisen kun er halvdelen af, hvad den var tidligere i år.
Skrevet af Karsten Sommer
30. september 2008 11:35

- Derfor indstiller mineselskabet Black Angel Mining Company arbejdet i Maarmorilik foreløbigt indtil april næste år, fortæller Jonas Nielsen fra Uumamnnaq, som er medlem af Maarmorilik Committeen.

I maj i år fortalte Radioavisen om en underskrivelsesceremoni i Uummannaq i forbindelse med at genåbning af Maarmorilik-minen. Deltagerne var landsstyremedlem for Råstoffer Kim Kielsen, Repræsentant for mineselskabet Black Angel Mining Company og Uummannaqs borgmester Jens Lars Fleischer.

Alle så frem til genåbningen af minen. Der var planer om at ansætte 85 minearbejdere, når minen går i produktion, hvoraf størstedelen skulle være hjemmehørende.

En del arbejde er foretaget. For eksempel har et schweizisk firma lavet liften klar, og der er blevet taget prøver, som er sendt til England til nærmere undersøgelser, oplyser Jonas Nielsen.

Men nu er hele minearbejdet nu sat i bero, fordi priserne på verdensmarkedet ikke er til at stole på, og alle i den finansielle verden er i venteposition, hvor alle passer meget på ikke at krakke økonomisk, siger medlem af Maarmorilik Committeen, Jonas Nielsen.