Film om Thule indstillet til TV Oscar

09. marts 2005 17:40

En dokumentarfilm om flytningen af Thule-befolkningen er nu blevet indstillet til en TV Oscar i Danmark.

Filmen, der hedder ”Hingitaq – De fordrevne”, handler om tvangsflytningen af befolkningen i Thule i forbindelse med etableringen af den amerikanske flyvebase i 1953. Filmen stiller også skarpt på de danske myndigheder, der i de efterfølgende år holdt omstændighederne omkring flytningen skjult. Filmen er lavet af de to erfarne tv-folk Ulrik Holmstrup og Jørgen Pedersen.

”Hingitaq - De fordrevne” er en af syv film, der er indstillet til TV Oscar’en.

Prisen regnes for den fineste tv-dokumentar pris i Danmark. Uddelingen arrangeres af ugebladet ”Billed-Bladet”, og vinderen findes nu på fredag.