Festlig nationaldag

21. juni 2006 12:48

Nationaldagen har budt på arrangementer over hele landet. I Nuuk har der været taler, gudstjenester, sangkor og mange andre tilbud til de interesserede.

I Ilulissat er der blevet uddelt kulturpriser fra hjemmestyret. Det er første gang, at prisen overrækkes uden for Nuuk, og modtagerne var begge musikere og tekstforfattere. Det blev Enok Poulsen fra Paamiut og Simon Løvstrøm Mooqqu fra Ilulissat, der løb med prisen. De fik den overdraget af landsstyremedlemmet for Kultur, Doris Jakobsen, for at bidrage til grønlandsk kultur.

I Sydgrønland har man blandt andet mindet Erik Den Rødes kone, Tjodhilde, der byggede den første kirke i Grønland. Cirka 30 mennesker var samlet ved den lille bygning, hvor der blev sunget salmer. Kirken, der er mindre end 10 kvadratmeter stor, blev bygget for cirka 1000 år siden, og blev rekonstrueret i år 2000.