Ferskvandsindsprøjtning i Grønlands økonomi

11. maj 2006 05:52

Fra foråret 2008 skulle den første flaske vand fra Qeqertarsuaq gerne være på gaden. Det fortalte bestyrelsesformanden i Greenland Spring Water, Guido Frank, onsdag aften på et pressemøde. Navnet på vandet bliver ”Imeq”, hvilket jo – som grønlandskyndige ved – betyder vand.

I alt gættes der på - fra formanden side - at der skal investeres mellem 50 og 70 millioner euro i løbet af de næste 3 til 5 år, men det bliver ikke alle pengene, der tilfalder Qeqertarsuaq - en god del skal bruges på markedsføring ude i verden. Formanden gættede dog på, at cirka 200 millioner kroner i fremtiden vil blive investeret i Grønland.

Firmaet Greenland Spring Water er ejet af to parter. 51 procent af virksomheden tilhører det schweziske selskab Thocon, mens de resterende 49 procent efter planen skal ejes af grønlandske partnere. Bestyrelsesformanden ville ikke ud med, hvem der står bag nogle af selskaberne – kun at de i øjeblikket forhandler med tre grønlandske selskaber.

Torsdag aften er der offentligt møde i Qeqertarsuaq, hvor projektet vil blive fremlagt for byens borgere.