Fem-årig dreng omkommet i vådeskudsulykke i Paamiut 

En fem-årig dreng fra Paamiut mistede mandag eftermiddag livet i en vådeskudsulykke. Kriseberedskabet i byen er aktiveret, oplyser politiet.
Vagtchefen ved Grønlands Politi oplyser til KNR, at kriseberedskabet er blevet aktiveret i Paamiut som følge af ulykken.
21. juni 2022 16:23

Opdateret med oplysning fra Kommuneqarfik Sermersooq.

En dreng på fem år har mandag mistet livet i en vådeskudsulykke i Paamiut.

Det meddeler Grønlands Politi på baggrund af den foreløbige efterforskning af sagen i en pressemeddelelse tirsdag.

- Der er tale om en tragisk hændelse i en familie i Paamiut, hvor den fem-årige dreng er afgået ved døden som følge af et vådeskud, skriver politiet.

Vagtchefen ved Grønlands Politi oplyser til KNR, at kriseberedskabet er blevet aktiveret i byen.

Det betyder blandt andet, at Kommuneqarfik Sermersooq har sendt en psykoterapeut og en pædagog til Paamiut, som begge er en del af kommunens kriseberedskab. Det oplyser kommunens kommunikationsafdeling. 

Politiet har ikke yderligere kommentarer til sagen.