Fatuma Ali: Muhammed-tegninger var provokation

10. februar 2006 11:05

Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten var en umoden og barnagtig provokation. Det siger chefpsykiater ved Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, Fatuma Ali til Politiken i dag.

Artiklen er den sidste i en række hvor spørgsmålet om ytringsfriheden bliver behandlet.

Fatuma Ali, der selv er muslim, mener, at vi skal værne om paragraf 77 i Grundloven, der giver os retten til at ytre os. Men hun siger samtidig, at vi skal lære at lytte mere til, hvad andre oplever når vi ytrer os.

- Danmark er en del af en globaliseret verden, og det er vigtigt at udvise kulturel sensitivitet, siger Fatuma Ali.

Hun mener, at karikaturerne i Jyllands-Posten var tænkt som ren højre-orienteret propaganda, der skulle provokere muslimerne i Danmark. Og reaktionen blev så voldsom, fordi der i forvejen er meget vrede og sårede følelser hos muslimerne.

- Tegningerne blev skruen der fik kamelens sadel til at gå i stykker, siger Fatuma Ali, der håber på en dialog, der kan få staten til at opføre sig mere anstændigt over for den muslimske minoritet.

- Anders Fogh Rasmussen skal lære, at han også, er de danske muslimers statsminister, siger Fatuma Ali til Politiken i dag.