Farlige kæmpestorme nærmer sig USA og Asien

Farlige kæmpestorme truer nu flere steder. Orkanen Florence har ramt østkysten i USA, imens en såkaldt supertyfon nærmer sig Filippinerne og Hong Kong.
Foto © : Google.org
Skrevet af Ritzau
14. september 2018 10:45

Indbyggerne i delstaten North Carolina på den amerikanske østkyst er begyndt at mærke orkanen Florence, som lige nu ligger tæt ved kysten.

De, som lever nær floder og i lavtliggende områder, har størst risiko for at komme i problemer, lyder det fra den amerikanske beredskabsstyrelse FEMA.

Mere end en million mennesker har fået ordre om at forlade udsatte områder forud for stormen.

Imens amerikanerne ruster sig, Har Kina evakueret 12.000 mennesker fra de lavereliggende regioner i Guangdong-provinsen, mens skibsfart blev aflyst eller ledt uden om området.

Her ramte nemlig tyfonen Barijat, årets 23. tyfon på de kanter, i nat, og den forventes at medføre kraftig regn og vind af stormstyrke også i de kommende timer.

Det værste er dog stadig forude. Lørdag forventes en såkaldt supertyfon ved navn Mangkhut, at krydse den nordlige del af en af Filippinernes største øer, Luzon, hvor blandt andet hovedstaden Manila ligger.

Alene på Filippinerne lever 10 millioner mennesker i de områder, som vil opleve tyfonen, der svarer til en kategori fem orkan i styrke.

Også Taiwan forventes at mærke Mangkhut, når den passerer syd om øen. Værst vil det dog gå ud over Hong Kong og Macau, som ifølge prognoserne vil blive ramt direkte.