Farlig baby-shampoo på hylderne

17. marts 2005 17:26

Endnu en gang er Natusan i vælten, og det er ikke på den positive måde. Produktet Natusan Baby-shampoo er blevet anmeldt til Miljøstyrelsen af foreningen Danmark Aktive Forbrugere, også kaldet DAF.

En hurtig tur gennem Nuuk midtby viser, at både Pisiffik, Brugsen og Matas ligger inde med den pågældende baby-shampoo.

Natusan sælger sig selv på at producere milde produkter til helt små børn, og på shampooen står der ”no more tears”. Det betyder ifølge producenten, SCA Hygiejne Products A/S, at shampooen er lige så mild ved øjnene som rent vand.

Men babyproduktet indeholder flere skadelige kemikalier. Shampooen indeholder ifølge DAF to konserveringsmidler, som både kan give allergi, skade leveren og forstyrre hormonerne.

Desuden garanterer SCA, at der ikke bliver brugt farvestoffer i babyprodukterne. Men det holder ikke stik hvad angår Natusans Baby-shampoo. Den indeholder nemlig et gult farvestof, som kan give allergilignende symptomer.